Historien om risalamande

af | 1. dec. 2020 | Baggrund, Events og medier, Vaniljelivet | 0 Kommentarer

Mange af de råvarer vi i dag forbinder med jul kom i sin tid hertil via Silkevejen fra Kina til Europa. Man gemte det allerbedste og dyreste til årets vigtigste højtid: Julen.

Men også før, i århundreder før den kristne jul, har mennesker i Europa fejret vintersolhvervet med den fineste mad og drikke, man kunne præstere.

Ris kender vi i Danmark helt tilbage fra 700-tallet, hvor vi fik det fra arabiske handlende, men det var så luksuriøs og dyr en råvare, at den kun var forbeholdt de fineste folks køkkener.

For den almindelige bondebefolkning på landet var grød en dagligdagsspise. Grøden blev kogt på vand og byggryn, mens sødgrød, som blev kogt på sødmælk, kun blev serveret ved særlige lejligheder og til jul.

Forløberen for risengrøden bestod af ris kogt med mandelmælk og fisk eller hummer. Det var en populær ret under fasten. Retten blev så populær blandt de rige, som tilsatte kylling i stedet og krydrede med kostbare krydderier som kanel, safran eller ingefær ligesom de sødede retten med sukker.

Rettens oprindelse står hen i det uvisse, men man formoder den stammer fra Mellemøsten, og opskrifter på den populære ’blancmange’ – den hvide spise –  er at finde i middelalderlige opskriftsamlinger over hele Europa og nævnes sågar i Geoffrey Chaucers berømte Canterbury Tales fra 1200-tallet.

Omkring 1600-tallet ændrer retten sig fra en risret til en egentlig risgrød og man ved, at den danske Kong Christian d. 4  et år til jul fik serveret risengrød drysset med kanel samt en smørklat formet som et kors blandt andre luksuriøse retter.

I slutningen af 1800-tallet blev krydderier og ris mere almindelige i takt med forbedrede transportmuligheder på tværs af kontinenterne. Det var stadig fin festmad, men det var muligt for det bedre borgerskab i byerne og siden bønderne på landet at spise risengrød med smør og kanel til jul.

Der er forskellige historier om risalamandens opståen. Den ene går på, at de fine ønskede sig en ny festlig ret nu, da risengrøden ikke var forbeholdt de få længere. Derfor begyndte man omkring år 1900 at stivne risengrøden med husblas og blande den med flødeskum og mandler, ligesom man gav den pæredanske dessert et eksotisk, fransk navn ”riz à l’amande”.

En anden vedholdende version er, at risalamanden blev opfundet på det københavnske luksushotel D’Angleterre, hvor kokken var løbet tør for dessert at servere for de fine gæster. Så han tog en rest kold risengrød, vendte den med mandler og piskefløde og serverede den med et glas syltede kirsebær.

Først i efterkrigstiden blev risalamanden rigtigt populær blandt den bredere befolkning. Dog ikke som den eksklusive spise fra de fines middagsborde, men som en måde at strække de rationerede ris i risengrøden længere ved at blande risengrøden med flødeskum. Sådan blev den anbefalet i datidens dameblade.

I dag er risalamanden ikke en rationeringsret, men igen en festlig dessert, vi forkæler med gode råvarer: Vanilje, ris, sukker, mandler og fløde. Kyllingen må de vist godt beholde i middelalderens kogebøger.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *