Vaniljekonkurrence i Paris – Concours 2023
Af Mette Ravn
Concours Générale d’Agriculture
Concours’en eller Concours Générale d’Agriculture, som er dens fulde navn, er en årligt tilbagevendende konkurrence i forbindelse med Salon d’Agricultre (en af Europas største landbrugsmesser), hvor de allerdygtigste franske fødevareproducenter konkurrerer om medaljer for deres produkter. Det er yderst prestigefyldt at være med, og en medalje kan for vaniljens vedkommende betyde en fordobling af omsætningen, fordi den store omtale, der er omkring produkterne, får folk til virkelig at købe ind.
Sådan bedømmes vaniljen
Vaniljen bedømmes på en række forskellige parametre. Vigtigst er selvfølgelig smag og duft, men også udseende, og hvordan den føles i hånden, spiller ind. Vi sidder syv dommere omkring et bord og får hver især udleveret en vaniljestang fra hver af de konkurrerende producenter. Vaniljestængerne bliver først beskrevet objektivt – længde, farve, er den skinnende eller mat? Brun, rødbrun, sortbrun eller sort? Derefter dufter vi til den uden at åbne den og beskriver duftene. For tahitensis er det vigtigt, at man kan dufte anis, og at duften er floral med tydelige noter af karamel. Efterfølgende flækkes vaniljestangen, og vi dufter og smager på kornene. 4 cm vaniljestang bliver desuden lagt i lun mælk i 15 min., så vi bedre kan bedømme smagene. For mig er et af de væsentligste kriterier, at smagen ’fylder’ i munden, og at smagen varer længe.
Det virker måske overdrevet ligefrem at uddele medaljer, for alle vaniljerne, der er med i konkurrencen er lækre. Absolut ingen tvivl om det! Men jeg kan godt forstå, at hvis man har dedikeret sit liv til at dyrke vanilje, så er det dejligt at vide, om det kun er en selv, der synes, det er godt.
Jeg ville ønske, at jeg kunne få min egen vanilje med, men den går desværre ikke, for kun franske producenter kan deltage. Jeg vil selvfølgelig spørge et par af de med-dommere, som jeg kender bedst, om de vil bedømme vores vanilje, når den er klar senere i år.
Et panel af ligesindede
I år var det fjerde gang, jeg var med, og det er altid en stor oplevelse. Sjældent møder jeg folk, der ligesom jeg, nørder vanilje. Vi drøfter dyrkning- og forarbejdningsmetoder og taler om, hvordan klimaforandringerne betyder, at nogle af de øer, der tidligere har produceret helt enestående vaniljer, nu kæmper med de hyppigere og voldsommere storme, som ødelægger både vanilje- og støtte planter.
Jeg glæder mig allerede til næste år.


0 kommentarer