Et år i vaniljenørderiets tegn
Bogen om vanilje, af Mette Ravn
2022 har været et vaniljenørdet år. Hvis man følger med på Instagram, så teasede jeg om min nye bog tilbage i maj måned. Manuskriptet var lige ved at være på plads, forsiden var klar. Det lange, seje stykke arbejde kulminerede, da bogen endelig udkom i oktober!
“Endelig er den her, og jeg kan holde den i hænderne for første gang: Min helt egen bog om vanilje med alle de dygtigste folk jeg kender.” – Mette Ravn Vanilje, Instagram 16. oktober
Bogen blev fejret med bogreception og jeg blev inviteret med på BogForum i aller bedste sendetid. Jeg er så super taknemmelig for alle de fantastiske og skønne mennesker, der har hjulpet mig i processen. Og ikke mindst Ditte @Ditsen Ingemann, som har taget alle de smukke billeder, der er i bogen.
Det er en helt speciel følelse at kunne kalde mig for forfatter, og så endda til en bog om noget jeg elsker så højt som vanilje.
Hvis du er blevet nysgerrig og må eje dit eget eksemplar, så kan bogen købes her. Og hvis du drømmer om at få en personlig hilsen i bogen, så skriv det endelig ved bestilling.
I radioen – madøre
I august inviterede Radio4’s Madøre Mikkel Nielsen mig i studiet, og der blev virkelig nørdet vanilje!
Mikkels entusiastiske reaktioner på de vaniljer jeg præsenterede var en fryd, og jeg nød at få lov at fortælle i dybden om vanilje, gøre op med fordommen om ‘kedelig’ vanilje og dele ud af min viden om, hvordan man får så meget som overhovedet muligt ud af sine vaniljestænger.
Hvis du er interesseret i at høre podcasten, så kan den høres lige her:
To artikler
I slutningen af november udkom Bo Bedre med den fineste artikel om vanilje og farmen (og mig). Det er så fedt at få lov at dele min viden med omverdenen på så mange forskellige måder!
Glæden og stoltheden bliver kun yderligere forstærket af, at Gastro også har kunnet se fidusen i vanilje. Det er fantastisk at se sin passion få hele syv smukke sider i decemberudgaven af magasinet. Det er næsten ikke til at rumme begejstringen!
Mit abonnement på Gastro har jeg haft i mange år, og jeg læser hvert nummer fra cover til cover, så at få lov at være med er virkelig stort. Jeg er så glad for at vanilje endelig får lov til at spille hovedrollen.

0 kommentarer