Tahiti

Tahiti-vaniljens komplekse aroma egner sig godt til fiske- og skaldysretter. Prøv f.eks. vaniljeolie pocheret torsk eller en asiatisk reje- og kokossuppe med tahiti-vanilje.

Tahiti-vaniljen kommer også til sin ret i cremebaserede desserter som panna cotta og crème brûlée, vaniljeis eller i en vaniljecreme til en tærte med frugt.

I det hele taget klæder tahiti-vanilje og frugt hinanden.

Vaniljeviden:
Nedenstående er uddrag fra Bogen om Vanilje, hvis du er blevet nysgerrig, så kan du købe dit eksemplar lige her.

Tahitensis vokser i dag i store dele af Polynesien. Det er ulovligt at eksportere tahitensis-planter ud af Tahiti, for vaniljebønderne på øerne har arbejdet målrettet med at forfine og udvikle deres arbejde, så vaniljestænger fra Tahiti er ofte af en højere kvalitet end dem fra andre områder i Polynesien.

Forskere har fastslået, at tahitensis-vaniljen er en hybrid af planifolia (moder) og odorata (fader), og at den formentlig er dannet for 5-600 år siden, altså før man fandt ud af at håndbestøve. De mener derfor, at den må være skabt som en naturlig hybrid af bier i det tropiske lavland i det centralamerikanske land Belize, og det kan derfor være muligt at finde dens slægtning et sted i junglen derovre. Kemiske analyser indikerer desuden, at smagen og duften af anis, som er karakteristisk for tahitensis-vaniljen, stammer fra odorata.

Vaniljestang
Vaniljestangen er den forarbejdede og færdigtørrede vaniljebønne. En god vaniljestang skal være blød og bøjelig og have et vandindhold på 40-45 procent for tahitensis (polynesisk vanilje). Du kan læse mere om de to sorter i kapitlet om Dyrkning og forarbejdning af vanilje.

Hvis du vil lære mere om vanilje, så læs med på Om Vanilje og vores FAQ, her kan du også stille dine egne spørgsmål om vanilje til Mette Ravn