Nina – Olivenolie, bæredygtighed og nørderi

Af Louisa Augoustakis


Da jeg ringer til Nina Vestmark Christiansen på en lidt kedelig, grå vinterdag bliver mit opkald besvaret af en varm og smilende stemme. For en stund glemmer jeg alt om gråvejr og kulde og i stedet fornemmer jeg et olivenolie-gyldent skær over mit arbejdsbord.

Nina er medejer af delikatesseforretningen Oliviers & Co på Gammel Kongevej på Frederiksberg. De specialiserer sig i ekstra jomfruolivenolie, ja faktisk så er Nina certificeret professionel olivenoliesmager fra den italienske olivenolieskole O.N.A.O.O.

 

Hos Oliviers & Co går de op i råvarernes sporbarhed, helt ned i detaljen. Nina siger: “Vi har fokus på ekstra jomfruolivenolie, der er fuldstændig sporbar. Præcis ligesom Mettes vanilje. Vores grand cru-udvalg af olivenolier er fuldstændig sporbare – ikke kun tilbage til producenter og marker, men til tank i høsten. Vi ved præcis, hvornår de er høstet, hvilke sorter osv., der er i vores olivenolier.”

Nina fortæller, at de som en del af Oliviers & Co-familien har en oleolog i Frankrig, som hvert år gennemgår de mange prøver fra producenterne og udvælger de bedste til salg i butikkerne. Men Nina og hendes medejer Mikkel har stadig mulighed for at kuratere andre produkter og leverandører – som for eksempel Mette og hendes vanilje.

 

Miljøbevidsthed og WOW-oplevelser

Der bliver også stillet skrappe krav til underleverandørerne, for produkterne skal være helt i tråd med den overordnede tankegang;

“Der er vores krav, at der ikke er en finger at sætte på kvaliteten. At der, ligesom med vores olivenolier, skal være fuld sporbarhed på tingene, at der skal være en omtanke for miljø og bæredygtighed, og så er det absolut vigtigste parameter for at komme herind i butikken, at det skal smage fuldstændig fantastisk!” fortæller Nina.

Hun uddyber: “Når man bruger et produkt og smager det, så skal man få sådan en WOW-oplevelse, og en forståelse af, at kvaliteten af produktet gøren forskel. At vanilje ikke bare er vanilje, at chokolade ikke bare er chokolade, at olivenolie ikke bare er olivenolie. For der er er kæmpestor forskel på, hvilke producenter og leverandører man har med at gøre.”

Hele bevidstheden om bæredygtighed, omtanke for miljø og den kontinuerlige udvikling på området betyder meget for Nina. Selvfølgelig ses der positivt på eksempelvis økologi-certificeringer og lignende, men Nina forklarer også, at det jo både tager tid at blive certificeret og kan koste ret mange penge, og følger op med:

“Vi har også en forståelse for, at det nogle gange ikke kan lade sig gøre at få en økologisk certifikation… men jeg tror også, en ting er mærkningen, en anden ting er det personlige forhold.”

 

Når råvarenørder mødes

Nina leder efter andre ildsjæle, andre at spejle sig i og samarbejde med, selvom det måske ikke er de samme råvarer, der bliver nørdet. Med Ninas egne ord: “Jeg synes også, det er vigtigt, det her med at komme tættere på råvarenørden.” Det er her samarbejdet med Mette kommer ind i billedet;

“Vi lærte jo Mette at kende gennem Marie Frank, som også har lavet desserter med vores olivenolier. Og vi ved, at Marie er totalt garant for alt, hvad hun propper i sine dejlige ting. Da vi smagte Mettes vanilje, og så stængerne, var vi slet ikke i tvivl om, at vi måtte have det på hylderne.”

Nina og Mette har i hvert fald passionen for gode råvarer til fælles, og de er begge nørder på deres respektive områder. Derfor er det heller ikke den store overraskelse, at Nina synes, at de klinger godt sammen:

“Der er stor synergi i både smag og kvalitet, men også i entreprenørskabet og ideer, og den her mission med at udbrede kendskabet til råvarer. Og så synes vi personligt, at Mettes projekt i Tanzania er virkeligt imponerende og sindssygt spændende at følge med i.”

Og råvaren, altså vaniljen, lever heldigvis op til Ninas forventninger om høj kvalitet: “når man kigger på de der vaniljestænger, så glinser de jo.Man kan jo se på dem, at de er fyldt med velsmag.”

 

Ninas varme, gyldne stemme har forført mig med passioneret snak om fyldige ekstra jomfruolivenolier, velduftende vaniljer og om bønder med miljøbevidsthed og sans for kvalitet. Og ikke mindst om det gode ved at have et godt, personligt forhold til sine leverandører.

Inden vi lægger på, fortæller Nina mig med et lille grin: “Jeg flyttede også lige vaniljen rundt i butikken i går, fordi jeg tænkte, at nu sætter vi den lige lidt frem. Og der dufter bare på det hjørne, hvor vaniljerne står – det dufter fuldstændig vildt!”

 

Nina og Mikkel kan besøges i Oliviers & Co på Gammel Kongevej 85, 1850 Frederiksberg, eller på www.oliviersogco.dk

Her kan du få et godt fif til, hvordan du kan udnytte dine tomme vaniljestænger i en god olie.

 

Louise Kaas Hvalsøe i marken på vaniljefarmen

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *